Vi rydder op! Stor lagerrydning - Klik her
Dansk webshop
100 dages returret
Gratis fragt ved 699,-

Guide: Hvilken køletaske eller køleboks skal jeg vælge?

En køletaske kan være en uundværlig rejsemakker, der kan holde madpakken og læskende drikkevarer kolde i sommervarmen. Hvis du har søgt lidt rundt på nettet, har du nok allerede fundet ud af, at der er utrolig mange forskellige køletasker og kølebokse at vælge imellem, og de bruger alle sammen forskellige komplicerede teknologier. Men fortvivl ej, vi guider dig igennem de mange køletasker på markedet, og kigger på hvilke typer, der egner sig bedst til strandturen, den lange biltur eller campingferien.

For at få et godt overblik kan de forskellige typer af køletasker og kølebokse på markedet opdeles i fire forskellige typer, som alle passer til hver sit formål: 

 

Den passive køletaske - en klassiker


De fleste af os kender den klassiske køletaske med fryseelementer, som var fast inventar på barndommens picnicture og udflugter med familien. Denne type køleboks har den mest simple teknologi og kaldes ofte for en “passiv køletaske”, fordi den består af en isoleret kasse eller taske, der ikke køler i sig selv. For at holde dine madvarer kølige, har du derfor brug for køleelementer, som ofte er lavet af plastik og indeholder væske. Når køleelementerne har  været en tur i fryseren, kan de lægges i tasken og holde madpakken og drikkevarene kølige i mange timer.  Ulempen ved denne type køletaske er, at når køleelementerne er optøet, vil indholdet i køleboksen ikke længere blive nedkølet.

 

Køleboks i hård plast eller blød køletaske med lynlås?


Den passive køleboks kan fås i flere forskellige udgaver og størrelser. Du kan både få den som en køleboks af hård plast, der lukkes med et kraftigt låg, eller som en mere blød taske med lynlås. Fælles for de to tasker er at de begge er udstyret med en kraftig isolering, som gør, at de holder kulden inde. Køleboksen af hård plast kan være nem at pakke ned i bilen eller have med i en trækvogn på udflugt i dyreparken, men den er ikke så handy, hvis du skal bære meget rundt på den. Her er den bløde køletaske ofte udstyret med en god bærestrop og behagelige håndtag, så du kan bære den over længere afstande. 

Eksempel på en klassisk blød køletaske til køleelementer. Du kan også få en passiv køleboks i hård plast. 

 

Termoelektrisk køleboks - perfekt til bilen


Hvis du vil undgå at fryseelementerne tør op, og I skal spise slatne spegepølsemadder på de lange køreture, så skal du have fat i en termoelektrisk køleboks.Du sætter den blot til strøm i bilen, og så har du kølige drikkevarer og en frisk frokost lige ved hånden. Fordelen ved en termoelektrisk køleboks er, at den er let at transportere, fordi den ikke vejer ret meget, larmer ikke og optager ikke meget plads i bagagerummet. Derudover har den en god køleeffekt og kan holde på kulden længe. Nogle modeller har også en indstilling, så den kan bruges som varmekasse og holde middagsretter varme til du er fremme. Det er da smart! Den termoelektriske køleboks kan køle ned til 30 grader under omgivelsernes temperatur og passer derfor fint til de fleste danske sommerdage. 

En ulempe ved denne type køleboks er dog at teknikken til nedkøling er afhængig af omgivelsernes temperatur, derfor må temperaturen rundt om køleboksen ikke blive alt for høj. Den termoelektriske løsning er derfor ikke praktisk i forteltet, som solen ofte kan varme op til ca. 40 grader. Vær også opmærksom på, at de billige bokse ikke alle er udstyret med en batterivagt, der sørger for at køleboksen stopper, inden bilens batteri er brugt op. 

En typisk termoelektrisk køleboks, der er perfekt til bilen.

Den termoelektriske køleboks er perfekt til:

  • Lange køreture
  • Kør-selv-ferie

 

Kompressorkøleboksen - tag dit køleskab med på farten

Den ultimative køleboks er kompressorkøleboksen, som bruger samme teknologi som dit køleskab derhjemme. Derfor har denne køleboks langt den bedste køleeffekt, og den kan holde en konstant temperatur uafhængigt af, hvad temperaturen i sommervarmen er oppe på. Flere af modellerne kan endda også bruges som fryser. Den kompressordrevne køleboks kan tilsluttes både 12 V og 230 V, så boksen kan også bruges som et ekstra køleskab i sommerhuset eller til havefesten. Ulempen ved denne type køleboks er at den kan være tung pga. kompressoren. Vær også opmærksom på, at denne type køleboks kan larme mere end de andre typer af kølebokse, når den er tændt. 

Eksempel på en kompressordrevet køleboks.

Kompressorkøleboksen er perfekt til:

  • Camping
  • Ekstra køleskab til fester og store familiemiddage

 

Absorptionskøleboksen - kolde drikke helt uden strøm


Den fjerde og sidste køleboks, vi lige skal omkring i denne guide, er absorptionskøleboksen, som er en teknologi, der blev brugt i de første køleskabe. Det særlige ved absorptionskøleboksen er, at den køler ved hjælp af en kompliceret proces, hvor væsker går i forbindelse med hinanden, når boksen sættes til strøm eller gas. Nogle kølebokse af denne type har indbygget gas, og du kan derfor bruge den, når du er langt væk fra civilisationen og ikke har strøm i nærheden. Fordelen ved absorptionskøleboksen er, at den ikke larmer og vejer en del mindre end kompressorkøleboksen. Køleeffekten er dog modsat kompressorboksen afhængig af vejret udenfor. Asorptionskøleboksen kan derfor køle ned til ca. 30 grader under omgivelsernes temperatur.

 

Absorptionskøleboksen er perfekt til: 

  • Campingturen
  • Teltturen i ødemarken

Guide Vejledning


Tilbage til oversigten